Tilbedelse

(Klik på logoet for at lytte til afsnittet)

HVAD
Den åndelige disciplin vi skal tale om i dag er tilbedelse. Tilbedelse er den anden af de fire fælles kristne discipliner. Bekendelse, tilbedelse, vejledning, fejring.
Tilbedelse er det menneskelige svar på guddommelig indgriben. Det er at træde ind i den overnaturlige oplevelse af Guds herlighed

Prøv at hør hvad Richard Foster siger om tilbedelse:
“Tilbedelse er at opleve virkeligheden, at røre livet. Det er at kende, at følge, at opleve den opstandne Kristus midt i det samlede fællesskab. Det er at bryde ind i Guds herligheds nærvær, eller bedre endnu at blive invaderet af Guds herligheds nærvær.” (Foster: Celebration, 197)

Eller sagt på en anden måde. Tilbedelse er vores ånd der rør Guds ånd.
Tilbedelse handle altså ikke om en bestemt liturgi – eller fravær af liturgi. Det er meget dybere, det er vores ånd der bliver tændt af Guds ild.
Forhåbentlig så hjælper alt det vi kender fra gudstjenester og liturgier: tilbedelse, bøn, lovsang, pris af Gud. De ting er ikke i sig selv tilbedelse, men de kan lede til tilbedelse. De kan lede os til at vores ånd rør Guds ånd.

HVORFOR
Vi må tilbede, ligesom Jesus gjorde.
Han sang sammen med disciplene (Matt 26,30)
Han var i synagogen med disciplene, som en fast rytme var de i synagogen om lørdagen for at læse, bede og tilbede (Mark 1,21; Luk 4,16; Mark 6,2)
Og efter opstandelsen står der om disciplene at de hele tiden var i templet og tilbad Gud (Luk 24,53)
Senere så får vi Paulus breve, hvor netop tanken “at vi som kristne er Guds tempel” er en del af de gode nyheder. Gud har ikke brug for et tempel mere, for han bor i os (1. Kor). Vores gudstjeneste begynder i vores hjerte, vores sind og vores hænder.(Rom 12; Jak 1)
Tilbedelse er egentlig noget meget naturligt for mennesket, selv om vi måske har brug for at genopdage det. For det er som Augustin siger i sine bekendelser: Du har skabt os til dig selv, og vores hjerte finder ikke til ro, før det finder til ro i dig.
Eller som Jesus siger i Matthæus 4: “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.”
Hvem er det vi tilbeder? Det er skaberen, som har skabt os til sig selv. Det er Herren over himlen og jorden. Det er Gud som sidder på tronen (Dan 7; Åb 21)

Vi skal tilbede fordi vi er skabt til det, fordi vi finder hjem i det. Det vi giver opmærksomhed, det formes vi efter. Det vi tilbeder, det bliver vi ligesom (2. Kor 3,18) Det er derfor Paulus siger, alle der ser på Herrens herlighed formes efter det billede de ser.
Det er måske særligt vigtigt i en distraheret tid som vores. Digteren Mary Oliver skrev et sted: “Attention is the beginning of devotion.”

Tilbedelse har haft mange forskellige udtryk igennem kirkens historie
fra stille fælles meditation til hurtig og festlig lovsang 
fra de nyeste megakirker til de ældste husmenigheder
fra den gregorianske sang til de lutherske salmer
fra det enkle til det storladne
fra det lette til det tunge
fra det talte til det sungne
fra det kontemplative til det karismatiske
fra det folkelige til det mystiske
Tilbedelsen har haft og har fortsat mange forskellige udtryk.

I den karismatiske tradition som jeg er en del af, har man ofte en lovsangsleder til gudstjenster og møder, stereotypen er en mand med guitar. Jeg elsker Pete Greigs vejledning til lovsangsledere. Han siger der er tre enkle skridt i at lede lovsang: 
One, practic wonder. Two, invite others to wonder with you Three, practise guitar, optional.
Et, øv dig i at være betaget af Gud. To, inviter andre med dig. Tre, øv dig på guitar, tilvalg.

HVORDAN
Det er en meget god indgang til at give vejledning til, hvordan vi i praksis kan øve os på tilbedelse.

For det begynder for os allesammen med at øve os i betagelse eller beundring af Gud. Practise wonder. Faktisk er der en dyb sammenhæng imellem den øvelse du gør der hjemme og den tilbedelse I har sammen. Hvis du har sunde rytmer af hengivenhed til Gud i bøn, studie og meditation, vil den fælles ugentlige tilbedelse være en naturlig forlængelse af det du allerede er i gang med der hjemme. Det første skridt i tilbedelse er altså at øve sig i at beundre Gud.

Det andet kunne være at prøve mange forskellige ting. Det kan være en god ide at tilbede Gud på mange forskellige måder. Det kan være i en lille forsamling, det kan være i en stor gruppe. Tilbed Gud alene, tilbed Gud sammen med nogen, tilbed Gud med gamle traditioner og med nye former. Når du finder dig selv i en oplevelse af tilbedelse, som ikke er din naturlige, så vær særlig opmærksom på at søge Gud i det. Gud lader sig ikke begrænse til din ynglings tradition.

For det tredje er der mange steder gode muligheder for at blive en del af en tilbedelsesrytme i et gudstjeneste fællesskab.
Du kan forberede dig inden søndagen på tilbedelse. Du kan overveje at gå tidligt i seng. Forberede dig ved at lytte til din samvittighed og dit hjerte inden du tager afsted. Måske kunne du komme lidt tidligere til en gudstjeneste og bede en lille personlig bøn inden selve gudstjenesten går i gang.
Når du er der, så forsøg at slippe din egen agenda. Vær der sammen med de andre i fælles tilbedelse. Tilbedelsens sprog er primært “vi” og ikke så meget “jeg”.

Øv dig i at være afhængig af Gud. Gudstjenester og andre tilbedelsesrum er ikke en anledning til at fremprovokere bestemte følelser eller oplevelser. Det er en anledning til at sige, hvis der skal ske noget vigtigt her, så må Gud gøre det.
Som en af mine vejledere sagde: Nu lytter vi til om Gud vil sige noget, hvis han gør, tager vi imod det. Hvis ikke så drikker vi en kop kaffe.
Vi må have tillid til at Gud gør det han vil, når han vil, og vi må samles i tilbedelse i tillid til at han vil noget med os.

Absober distraktioner.
Når du er samlet med andre i tilbedelse, så kan der være tung traffik eller små børn der leger, en der er forkølet eller noget andet som tager din opmærksomhed. Du kan øve dig i at være sammen med Gud midt i det. Lad børnenes leg og menneskers sygdom blive en del af din bøn. Det hele er en del af livet, og du kan lære at modtage det som sker i fælles tilbedelse, uden at alle distraktionerne ødelægger det for dig

Den sidste pointe er denne: Der er et offer i at tilbede. 
Det er ikke altid vi har lyst til at løfte vores stemmer til Gud og give ham ære. Men der er altid grund til det. Nogle gange opleves det mere som et offer end andre gange. Men vi kan lære at give Gud ære, både når vi har lyst og når vi ikke har.

Og lad mig bare gentage her, en meget enkel vej til tilbedelse er den lokale gudstjeneste. Uanset om det er i en sognekirke, en valgmenighed eller en frikirke. Udefra ser det måske ikke ud  af meget og måske har det været kedeligt før. Men for den der søger, kan det blive et møde imellem Guds ånd og din ånd.

Og ja det er en åndelig disciplin. Det er ikke altid nemt. Men det er altid, tid givet godt ud. Og gad vide om ikke der er nogle som lytter med her, som oplever et kald til at forpligte sig på, at finde en ny rytme for tilbedelse, en ny indstilling til det kristne fællesskab. Måske er der nogen som lytter med, der skal flytte den ugentlige gudstjeneste op på prioritetslisten, så alt muligt andet ikke kommer før det.

Må vores liv blive en lovsang for Herren.

Ressourcer:
BOG: Foster, Richard: Celebration of discipline
BOG: Dyhr & Munch: Jagten på Guds nærvær
Klassiske værker: Asmussen, Arvid: Det bedste og det værste
Klassiske værker: din lokale kirke – læs ikke om den, brug den

Offentliggjort af Lars Meilandt Hansen

Kristen, Gift, Præst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: