Bekendelse

(Klik på logoet for at lytte til afsnittet)

HVAD
Den åndelige disciplin vi skal tale om i dag er bekendelse. Bekendelse er den første af de fire fælles kristne discipliner. Bekendelse, tilbedelse, vejledning, fejring.
Bekendelse er den åndelige disciplin, hvor vi oplever Guds tilgivelse for vores synder og helbredelse af vores sorger.

HVORFOR
Alle de andre discipliner har på en eller anden måde deres forbillede i Kristus. Vi trækker os tilbage ligesom Jesus gjorde, og vi indgår i fællesskaber og relationer ligesom Jesus gjorde.
Med bekendelse er det lidt anderledes. Jesus var det eneste menneske der levede uden synd. Som Guds søn, kunne han det. Det var også derfor han som den eneste kunne dø på et kors – og at det havde evige konsekvenser for mig. 
Det er som Paulus skriver i Kolosenserbrevet: “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;”
Det som vi har gjort forkert og som derfor gør at vi skylder noget vi ikke kan betale, det har Jesus betalt for os. Det gældsbevis tog han med op på korset. Det ofrede Jesus sig for, sådan at jeg ikke skal betale prisen for det.
Det er derfor Johannes skriver i sit brev:
“Hvis vi bekender vores synder, så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os fra al uretfærdighed.”
Jesus har betalt prisen, og når vi tror på ham, så er vores gældsbevis betalt. Johannes viser os at selv som kristne, har vi brug for at give slip på det, vi alligevel kommer til at gøre.
Vi kan regne med Gud, vi ved, at han allerede har betalt for det, vi har gjort forkert.
Julian af norwich siger sådan her om bekendelsen og taler om Gud både som “Ham” og som “vores kære moder”.
Citat:
“Når vi indser hvor nemt vi falder, og hvor stor vores synd er, bliver vi ofte så rædelsslagne og skamfulde at vi ikke ved hvad vi skal gøre af os selv. Men vor kære Moder ønsker ikke at vi skal løbe bort fra Ham. Det er det sidste Han vil, vi skal gøre. I stedet ønsker Han, at vi skal opføre os som et barn; for når et barn slår sig eller bliver bange, løber det hen til sin moder efter hjælp så hurtigt det kan. Han ønsker vi skal gøre det samme og som et ydmygt barn sige: “Min  kære Moder, min nådige Moder, min elskede Moder, vær mig nådig. Jeg har gjort mig beskidt, jeg ligner ikke længere dig, og jeg kan ikke komme videre herfra uden din særlige hjælp og nåde.” (Kærlighedens åbenbaring, 188)

Som kristne går vi i nådens rum ikke på nådens line-danser-snor. Når vi falder så er vi stadig midt i Guds kærlighed, og så kan vi rejse os igen fordi Gud er nådig og god. Når vi finder os selv i svinestien, så står faderen og tager imod os med åbne arme. Altid. Bekendelsen fra en kristen til en anden kristen er en kæmpe hjælp til at tage imod dette, det har vi brug for igen og igen.

Når jeg selv går til skriftemål hos en vis præst, så er der på vejen derhen et skilt til væddeløbsbanen. En sidevej som jeg ikke skal op ad.

For mig er det meget symbolsk, jeg skal hen og bekende min synd og modtage tilgivelse. Jeg skal minde mig selv om at jeg ikke lever på væddeløbsbanen, hvor jeg skal gøre mig fortjent til livet, kærligheden og æren – men jeg må få den, som et barn i min fars eller mors arme.

HVORDAN
Hvordan ser det så ud, den her bekendelse. 

Det første man kan overveje er forberedelsen til bekendelse.
Du kan bruge en side i en dagbog på at reflekterer over det, som du bør bekende. Du kan fx en dag til en begyndelse bruge ti minutter på din barndom, den næste dag på din ungdom, den næste dag på dit voksen liv. Du kan opsøge en kristen ven eller præst, efter den meditation af tre gange ti minutter – og i tillid til at Gud har vist dig det, du har brug for at bekende. Han må så lytte til din bekendelse, sige en enkelt tilsigelse af dine synders forladelse fx. kunne det lyde: Jeg tilsiger dig dine synders forladelse, derefter kan I bede sammen. 

Øvelsen med barndom, ungdom og voksenliv, skal du selvfølge ikke lave, hvis du går til bekendelse regelmæssigt. Så kan du i stedet nøjes med at spørge Gud, hvad er det jeg har brug for at bekende siden sidst? Det er vigtigt at bruge noget tid på at forberede sig inden man skal bekende. Du skal ikke finde på noget, men bare lade Gud afsløre det som tynger din samvittighed. 
Måske har du mest lyst til at undskylde for dig selv, eller løbe hurtigt hen over noget som ikke er rart at tænke på. Men her må du være lidt modig og lade dig afsløre. Mærke vægten af det som du har gjort eller undladt at gøre. Den sorg er ikke dårlig – den smerte er en hjælp, den må gerne være en del af bekendelsen. Måske kan den hjælpe dig til at bede ærligt ved bekendelsen om, ikke at falde i den samme synd igen. Det kan naturligvis let være den samme slags synd som må bekendes mange gange, skrøbelige mennesker som vi er.

Efter bekendelsen må du prøve, ved Guds hjælp, at give slip på de svære følelser. Din synd er skilt fra dig – så langt som øst er fra vest. Det må du minde dig selv om, hvis selvfordømmelsen ikke vil slippe. Hvis det er svært for dig at give slip, kan du måske dele den oplevelse med vedkommende, som du har bekendt dine synder for næste gang I taler sammen.

Hvem skal du bekende dine synder for? Hvem er din skriftefar, som man kalder den man bekender sine synder for? Du kan gøre det i en formel eller uformel setting.
Uformelt kunne det være en god kristen ven fra en mikro-celle eller fra en anden kristen gruppe, som du har tillid til. En som har noget visdom, en som du kan tale uforstyrret med, uformelt og ærligt. Så brug ham eller hende til det.
Eller mere formelt kunne det være en præst eller åndelig vejleder, og vedkomne kan sikkert lede dig igennem et lille ritual efter en samtale. Et ritual som rummer netop bekendelse, bøn og tilsigelse af syndernes forladelse.

Hvor tit skal du bekende dine synder? 
Det er godt dagligt at have personlige øjeblikke af omvendelse fx ved en lille bøn om aftenen.
Den bekendelse som sker i fællesskab, den kan man bruge lige så ofte man har brug for det. Måske kommer der en anledning i forbinelse med en svær episode i dit liv, eller du kan sætte en rytme op, hvor du opsøger en skriftefar eller mor fx en gang i kvartalet. En sådan rytme kan du aftale med den du bekender dine synder til.
I bønnen Fadervor beder vi, “forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldenere”. Vi har brug for det, at indånde Guds tilgivelse, så vi også selv kan tilgive andre.

Lad os leve i bekendelse, så vi modtager Guds nåde og barmhjertig. Så vi modtager tilgivelse for vores synder, trøst af vores sorg og helbredelse af vores indre sår.

Ressourcer:
BOG: Foster, Richard: Celebration of discipline
BOG: Dyhr & Munch: Jagten på Guds nærvær
BOG: Flemmings Baats: skyldig og fri

Offentliggjort af Lars Meilandt Hansen

Kristen, Gift, Præst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: