Enkelthed

(Klik på logoet for at lytte til afsnittet)

HVAD
Den åndelige disciplin vi skal tale om i dag er enkelthed. Enkelthed er den første af de fire ydre kristne discipliner. Enkelthed, stilhed, underlæggelse, tjeneste.

Enkelthed er en indre virkelighed som leder til en ydre livsstil. Enkelthed handler om at få det rette perspektiv på vores ting, så vi kan nyde dem i stedet for at blive ødelagt af dem.

Vores samfund er på mange måder defineret af forbrugskultur, konsumerisme. 
Som en sagde: “Vi køber ting vi ikke har brug for, at imponere mennesker vi ikke kan lide.”
Vi ender hurtigt der, hvor vi ræser af sted for at få råd til at købe flere ting, som vi ikke rigtig har plads til og ikke har tid til at nyde. Derfor er der noget radikalt i at tale om enkelthed som en åndelig disciplin.
Enkelthed handler ikke om at romantisere mangel eller fattigdom, men det handler om at finde et liv, der centrere sig omkring det væsentlige og dermed giver frihed til at leve.

HVORFOR
Den eneste gud, som Jesus taler op imod i sin undervisning er Mammon, pengenes gud (Luk 16). Når han taler om Mammon, siger han: Du kan ikke tjene både Gud og Mammon.
I bjergprædikenen siger han: “Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortære, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen … For hvor din skat er, der vil dit hjerte også være.” (Mat 6,19-21)
Paulus advarer på samme måde igen og igen imod grådighed og pengenes magt.
Selvfølgelig har vi brug for tøj, mad og andre fornødenheder. Jesus lavede flere gange mad-undere, for at folk skulle have noget at spise og drikke.
Et liv i enkelthed, er heller ikke et liv uden ejerskab. Vi må gerne eje noget og vi skal tage imod det gode Gud giver, men det må altid stå i det rette perspektiv. I dagens Danmark, har flertallet af os udfordringer med at materielle ting fylder for meget for os – både for dem som har meget og dem som ikke har så meget.
Prøv at hør hele stykket Jesus har om det her i bjergprædikenen (Mat 6). Det lyder sådan her:

Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

…så langt Jesus.

Instruktionen er altså til at søge Guds rige først. hvis vi gør det, så får vi den indre enkelthed, der leder til den ydre. 
Hvis vi derimod går efter en enkelt livsstil, men er angste indvendig. Eller hvis vi har meget få ting, men er utilfredse. Så hjælper enkeltheden os ikke.
Derfor begynder den kristne disciplin enkelthed med dette: Søg først Guds rige.

HVORDAN
Til at hjælpe os med at komme igang med denne disciplin har vi tre indre attituder og ti ydre praksister.

Her kommer de tre indre attituder:
1) Den første indre attitude er, at modtage alt du har som en gave fra Gud. En måde at handle på det, er at begynde at udtrykke taknemlighed over dagligt brød og alt andet vi modtager hver dag.
2) Den anden indre attitude er at have tillid til, at Gud ved, hvad vi har brug for, og at han kan beskytte os. En måde at arbejde med det på er fx med meditationen håndfladerne op, håndfladerne ned. Som vi introducerede i afsnittet om meditation.
3) Den tredje attitude er, at det som er dit er tilgængeligt for andre. For når du klynger dig til dine ting, så er det ud af frygt for i morgen. Men morgendagen tilhører Gud. 

Det var de tre indre attituder.

De ti ydre praksiser til at begynde med:
Et, køb ting for deres brugbarhed og ikke deres status. Tænk fx på biler, hus, redskaber og tøj. Tænk på deres brugbarhed og ikke på hvilken status de giver.
To, afvis alt der skaber afhængighed i dig. Det som får kontrol over dig.
Tre, opøve en vane med at give ting væk.
Fire, modstå fristelsen til nye gadgets. Meget af det som de lover os: mere tid og bedre samvær, det virker modsat hensigten.
Fem, lær at nyde ting du ikke ejer. Fx en bog på biblioteket, en bænk i en park eller et optog i byen.
Seks, nyd skaberværket.
Syv, vær påpasselig med: køb nu, betal senere aftaler. Kviklån bliver ofte et langt mareridt.
Otte, hav enkelthed i din tale. Hvis du har lovet at gøre noget, så gør det.
Ni, afvis alt der undertrykker andre. Hvordan er fx din kaffe eller dine bananer produceret?
Ti, afsky alt, der tager dig væk fra at søge Guds rige først. 

Jeg må indrømme, at det her er noget af det sværeste i de kristne discipliner for mig personligt. Jeg er kommet meget kort på min vej her, men jeg tror, at det er et vigtigt aspekt af livet med Jesus, som vi skal opdage og genopdage her. Særligt i vores forbrugskultur.

Se på markens liljer og himlens fugle. Gud tager sig af dem.

Ressourcer:
BOG: Foster, Richard: Celebration of discipline, kapitel 
BOG: Dyhr & Munch: Jagten på Guds nærvær
BOG: Hybels, Bill: Simplicity
Dr interview med julia Sakskjær

Offentliggjort af Lars Meilandt Hansen

Kristen, Gift, Præst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: